Brug dine skrive-skills som studentermedhjælper i Nettbureau

Vi søger en velskrivende studentermedhjælper til at producere indhold til vores digitale platforme. Du bliver Content Specialist i vores lille danske team, og du vil kunne arbejde hvor du vil, når du vil.

Vi vil gøre vores allerbedste for, at du får en masse praktisk erfaring med at skrive artikler og udvikle indhold til vores digitale tjenester, mens du studerer.

Vi tager hensyn til, at du har et studie at passe, og arbejdstiden vil derfor være meget fleksibel – med mulighed for at arbejde mindre i eksamensperioder og mere i andre perioder.

Du vil få erfaring med tekst- og indholdsudvikling til digitale platforme i en ung og hurtigt voksende virksomhed med et godt arbejdsmiljø.


Nettbureau kontor
Fra vores kontor i Stockholm.

Hvad laver vi hos Nettbureau?

Nettbureau er en norsk virksomhed, som har over 10 års erfaring med at udvikle online markedspladser. I dag beskæftiger vi 70+ ansatte og driver tjenester i 10 lande.

Vi udvikler digitale tjenester, som gør livet lidt nemmere for helt almindelige forbrugere. Hovedsageligt sammenlignings- og tilbudstjenester, eksempelvis Ladeboks.dk, Varmepumpe.dk, Flytte.dk og Ejendomsmægler.dk.

Velskrevet og grundigt researchet indhold er en vigtig del af alle vores tjenester – og her kommer du ind i billedet. Som studentermedhjælper hos Nettbureau får du mulighed for at udfolde dit skrivetalent og bruge nogle af de færdigheder, du har tilegnet dig i din studietid.

Hvad bliver din rolle?

Som studentermedhjælper i rollen som Content Specialist kommer du til at spille en vigtig rolle, når vi udvikler og skriver indhold til vores danske tjenester.

En typisk opgave vil være at skrive en informativ artikel om et tema, du med stor sandsynlighed ikke ved noget om på forhånd – eksempelvis ladebokse, varmepumper eller tariffer på el. Stillingen kræver altså, at du er god til at researche og finder glæde i at nørde nye emner, tilegne dig viden og formidle det i et letforståeligt format.

Du kommer til at arbejde tæt sammen med resten af content-teamet, som vil bidrage med planlægning, sparring, struktur, idégenerering, korrektur osv.

Dine vigtigste opgaver vil bl.a. være at:

  • Skrive godt indhold. Din primære opgave bliver at skrive artikler og andet indhold til vores danske tjenester.
  • Researche og forberede nyt indhold. Vi lægger stor vægt på grundig research, og en vigtig del af dit arbejde vil være at researche til nye artikler og nyt indhold.
  • Korrekturlæse andres arbejde. Løbende feedback er en vigtig del af vores arbejdsproces, og du vil både skulle modtage og give feedback på indhold.
  • Oversætte. En del af arbejdet vil også bestå af at oversætte norske og svenske tekster til dansk.
  • Kvalitetstjekke sproget på vores danske tjenester. Da størstedelen af det danske team er bosat i Norge og Sverige, bliver en af dine vigtige opgaver at sikre, at indholdet på vores danske sites er skrevet på perfekt dansk, og at der ikke sniger sig andre skandinaviske dialekter ind i indholdet.

Hvem søger vi?

  • Du skriver perfekt, melodisk dansk og har helt styr på de danske kommaregler.
  • Du er grundig og detaljeorienteret.
  • Du er dygtig til at researche og ved, hvordan du skiller pålidelige kilder fra dårlige kilder.
  • Du er i stand til at tilegne dig store mængder viden og sammenfatte det på en letlæselig måde.
  • Du har gode kommunikationsevner og trives med løbende at modtage og give respektfuld og konstruktiv feedback.
  • Du kan arbejde selvstændigt og tager ejerskab over dine opgaver.
  • Du er nysgerrig og sætter pris på at lære nye ting.
Det er en bonus – men ikke påkrævet – hvis du:
  • Har erfaring med at arbejde med CMS og/eller grundlæggende HTML.
  • Mestrer billedredigeringsprogrammer, f.eks. Photoshop.
  • Har erfaring med videoproduktion.
  • Har erfaring med at producere indhold til sociale medier.
  • Har erfaring med at skrive artikler og/eller indhold til digitale tjenester.
  • Har erfaring med svensk eller norsk.
  • Har erfaring med SEO.
  • Har et godt øje for valg af billeder og formatering af artikler.

Hvad kan vi tilbyde dig?

  • Et trygt og godt arbejdsmiljø med ambitiøse og sociale kollegaer💙.
  • Plads til at lære, få praktisk erfaring og udvikle din viden og dine digitale kompetencer.
  • Mulighed for at være med på en spændende, sjov og lærerig vækstrejse✨.
  • Mulighed for at udforske forskellige discipliner inden for indholdsproduktion.
  • Mulighed for at arbejde fra både Aarhus, Oslo og Stockholm.
  • Ansvar og en masse læring i en spændende branche.
  • Fleksible arbejdstider.

Hvem bliver dine kollegaer?

Du bliver først og fremmest en del af vores lille danske team bestående af en håndfuld danskere med forskellige faglige baggrunde.

Nettbureau har tradition for at ansætte mennesker frem for uddannelser, og vi er derfor en spændende blanding af folk med forskellige faglige baggrunde – alt fra litteraturvidenskabere og historikere til ingeniører, IT-folk og læger.

Størstedelen af det danske team sidder på vores kontor i Oslo, hvor du også vil have mulighed for at arbejde fra. Vores Content & Marketing Specialist, som du vil samarbejde med, arbejder fra Aarhus.

Vi har et ungt og hyggeligt team, der på trods af store geografiske afstande arbejder tæt sammen og har daglig kontakt.

Sådan ser hverdagen ud hos os

I Nettbureau har vi stor tillid til vores ansatte, og du vil i høj grad få frihed og fleksibilitet i din hverdag.

Vi arbejder i et dynamisk miljø, hvor vejen fra udkast til publicering er kort, og du vil få tilgang til at publicere fra dag ét. Det gør jobbet spændende og varieret, og samtidig vil du hurtigt se resultater og mærke, at du udvikler dig.

Størstedelen af tiden, vil du kunne arbejde hjemmefra, men du vil også have mulighed for at sidde sammen med vores Content & Marketing Specialist i Aarhus.

Hvis du er bosat i – eller drømmer om at flytte til – Oslo eller Stockholm, vil du selvfølgelig kun arbejde fra vores kontorer her.

Læs mere om, hvordan det er at arbejde hos os: Nettbureau.com, og i vores håndbog.

Sådan søger du✍️

Hvis det lyder som en spændende udfordring for dig, er du måske den, vi mangler. Skriv til Denne e-postadressen er beskyttet mot programmer som samler e-postadresser. Du må aktivere javaskript for å kunne se den. og vedhæft CV og en motiveret ansøgning. Vedlæg også gerne noget, du har skrevet tidligere og er stolt af. Vi glæder os til at høre fra dig!🤩

Markér ansøgningen med: Studentermedhjælper, Content Specialist Danmark.

Ansøgningsfrist: 21. november 2024. Ansøgninger vurderes løbende
Arbejdssted: Aarhus, Oslo eller Stockholm
Forventet opstart: Hurtigst muligt
Stillingstype: Studentermedhjælper (8-12 timer/ugen)
On-site/remote: Hybrid


Nettbureau team

Nettbureau AS
Kjølberggata 31
0653 Oslo

Nettbureau